Trumps tarifplan truer amerikansk filmindustri

Donald Trumps seneste forslag om at indføre en 100% tarif på alle udenlandske film, der træder ind i USA, er endnu et mærkeligt kapitel i hans handelskrig. Denne idé, der præsenteres som en strategi for at "få filmene tilbage til Amerika," bærer præg af økonomisk nationalisme, uden en reel forståelse af det globale filmøkosystem. Desværre kan det ende med at påføre amerikanske filmproducenter lige så meget skade som det gør for de internationale studier.

I sit udsagn via Truth Social hævder Trump, at Hollywood er i en hurtig nedgang, hvilket han bunder i faldende produktion og seertal. Selvom branchen har været under pres fra COVID-19 pandemien, arbejdsstrejker og ændrede forbrugeradfærd, viser biografbesøgene dog tegn på bedring i 2025. Film som Thunderbolts indikerer, at publikum vender tilbage til biografen, og Hollywood er langt fra død.

Trods dette fortsætter Trump med at påstå, at en massiv skat på udenlandske film vil genoplive den amerikanske filmindustri. Problemet er blot, at mange af de såkaldte "udenlandske" produktioner faktisk er amerikanske projekter, der er filmet i udlandet for at drage fordel af skatteincitamenter, smukke locationer eller specialiserede teams. Film som Deadpool & Wolverine, Wicked og Gladiator II – alle er amerikanske produktioner – blev optaget udenfor USA. Ville Trump virkelig skattlægge sine egne lands films blot fordi de er filmet uden for landegrænsen?

Forvirringen bliver kun større, når man overvejer co-produktioner og streamingindhold. I dagens sammenkoblede underholdningsverden er det svært at definere, hvad der tæller som en "udenlandsk film". Er det baseret på produktionsselskabets nationalitet? Filmlokationen? Sproget? Uden klare kriterier kan de foreslåede tariffer påvirke en stor del af amerikansk finansierede film, især dem, der er produceret af streaminggiganter som Netflix, som regelmæssigt filme indhold internationalt.

Selv hvis målet er at straffe udenlandske filmindustrier, vil de medfølgende omkostninger være enorme. Amerikanske studier kan opleve stigende omkostninger, strammere internationale relationer og gengældelsespolitikker. Allerede nu udtrykker branchefolk og udenlandske regeringer – herunder dem i Storbritannien, Australien og New Zealand – stærk modstand. I Storbritannien vokser bekymringerne om, at en sådan foranstaltning kan ødelægge de tusinder af freelancearbejdere, der bidrager til produktionen af amerikanske film på britisk jord.

Californiens guvernør Gavin Newsom, der ofte er Trumps mål, kæmper allerede for at styrke delstatens konkurrenceevne med udvidede skatteincitamenter. Men en grov tariff tilgang truer med at forpurre den strategi – og den bredere amerikanske filmøkonomi.

Kritikere som NPR's Eric Deggans advarer om, at denne tiltag kan slå helt fejl og begrænse Hollywoods adgang til globale markeder, hvilket gør det endnu sværere for amerikanske film at generere overskud i udlandet. Hvis andre lande reagerer med lignende tiltag, kan det udløse en handelskrig i underholdningssektoren, som lever af grænseoverskridende samarbejde.

Afslutningsvis er Trumps tarifplan ikke en dristig løsning – det er endnu en kortsynet og selvdestruerende politik. I stedet for at fremme amerikansk filmproduktion, risikerer den at kvæle den med bureaukrati, omkostningsforøgelser og international modstand. Endnu en gang beviser dette forslag, at en fængende slogan ikke nødvendigvis betyder fornuftig økonomisk politik – og det kan blive amerikanske filmskabere, der ender med at betale den højeste pris.