Fattigdom i barndommen kan føre til rigdom

At være en FIRE-forælder kommer med sine egne bekymringer, og en af de største er frygten for at opdrage et forkælet barn, der tager både hårdt arbejde og penge for givet. Det kan føles som en stor fiasko, ikke bare for dit barns fremtid, men også for samfundet, der må leve med følgerne af deres adfærd.

For at modvirke dette kan du indgyde en stærk arbejdsmoral og værdsættelse af penge på flere måder. En effektiv metode er at tildele daglige pligter, som lærer dem ansvar og værdien af at bidrage til husholdningen. Opmuntr dem også til at tage sig af praktiske opgaver som vedligeholdelse af hjemmet eller havearbejde for at opbygge modstandskraft og praktiske færdigheder.

Derudover kan det være transformerende for dit barn at få et minimumslønsjob i gymnasiet. Det lærer dem om udfordringerne ved at håndtere vanskelige kunder og den indsats, der kræves for at tjene selv de mindste beløb.

Forældre kan agere på den måde, de ønsker, at deres børn skal opføre sig. Børn spejler ofte deres adfærd efter deres forældre, derfor har dine handlinger stor betydning for deres opfattelse af hårdt arbejde, forbrug og hvordan man behandler andre.

Som far forsøger jeg at føre an ved at praktisere sparsommelighed, som at gå i enkle, slidte tøj og altid spise op. Jeg taler også om omkostningerne ved tingene, f.eks. udgiften til en sportslektion. Dette hjælper dem med at forstå, at det at tage ting for givet i sidste ende er en spild af penge.

Dog er jeg klar over de modsætningsforhold, der præger min livsstil – jeg kører en moderat dyr bil (selvom den er 10 år gammel) og bor i et kostbart hjem. Disse inkonsekvenser får mig til at reflektere over de potentielle konsekvenser for mine børns opdragelse. Jeg arbejder derfor på at finde en balance mellem at leve godt som voksen og ikke at forkæle mine børn for meget.

En løsning, som jeg stødte på, var at få mine børn til at føle sig fattigere, end de faktisk er. Ved at gøre det kan de vokse rigere – ikke blot økonomisk, men også i medfølelse og empati.

En uventet åbenbaring kom, da min søn deltog i et natursommerlejr. Til min overraskelse bragte flere børn store mapper fyldt med Pokémon-kort. Lejren var helt udendørs – hvorfor medbragte de Pokémon-kort i stedet for at udforske naturen?

Det, der virkelig chokkerede mig, var værdien af disse kort. Nogle af disse 7-9-årige børn bar på mapper, der var værd hundredevis, hvis ikke tusindvis, af dollars! Hvordan er det muligt i så ung en alder uden at deres forældre bruger masser af penge på dem?

Min søn, der ikke medbragte kort og kun eje otte kort, han fik som gave til sin fødselsdag, følte sig udelukket. Det var sandsynligvis første gang, han også følte, at han var fattigere i forhold til sine jævnaldrende.

Fantastisk! At føle sig udelukket er noget, mange minoriteter oplever i USA, hvilket ofte driver dem til at arbejde endnu hårdere. På samme måde kan følelsen af at være økonomisk bagud motivere til at indhente de andre.

Da jeg flyttede til Virginia for at gå i gymnasiet, følte jeg mig ofte som outsider – den nye asiatiske dreng fra Kuala Lumpur, Malaysia. Det var en akavet oplevelse, men det tvang mig ud af min komfortzone for at få venner. At bo i en beskeden rækkehus og gå til skole hjalp heller ikke min popularitet. Men den erfaring øgede min motivation for at få succes og blive mere socialt accepteret.

Jeg forventede, at min søn ville spørge, om jeg kunne købe ham pakker med Pokémon-kort efter at have set de andres mapper. Mit forberedte svar ville have været: “Jeg ville hellere bruge pengene på mad til middag, så vi kan leve en dag mere. Hvad med dig?”

Men han spurgte ikke. I stedet observerede han bare mapperne på afstand og besluttede at lege med de andre børn uden kort. Phew – måske holder alle mine snakke om penge og sparsommelighed endelig ved.

Selvom min søn ikke er interesseret i at indsamle kort, har han fået interesse for Pokémon Go-mobilspillet efter at have hørt om det fra sine venner. Min kone og jeg begyndte at spille spillet sammen, da det blev lanceret i juli 2016, men vi tog det ikke alvorligt før begyndelsen af 2024, da min søn blev interesseret, så vi installerede det på vores telefoner igen.

Spillet inkluderer elementer af indsats og strategi – man skal kæmpe for at indtage træningscentre for at optjene mønter. Disse mønter kan bruges til at købe genstande som raid-billetter, større opbevaring og lokkemidler for at fange sjældnere Pokémon. Men det tager tid at optjene mønter, da man maksimalt kan få 50 mønter om dagen ved at overtage træningscentre. Med mange genstande, der koster 100-300 mønter hver, kan det tage lang tid at få nok.

Alternativt kan spillere springe indsatsen over ved at bruge rigtige penge på at købe mønter – en vigtig del af Niantics forretningsmodel. Ligesom mange andre gratis-spil trives Pokémon Go på køb i spillet, som lokker spillere til at bytte penge for bekvemmelighed og hurtigere fremskridt.

Dette dynamik giver en god undervisningsmulighed om værdi og indsats: at arbejde for belønninger versus at betale for genveje. Realiteten er, at folk gør en blanding af begge dele, og at komme frem i livet handler også om at finde en balance mellem begge metoder.

At bruge $4.99 for 550 mønter vil ikke ruinere os. Det ville spare mig en times tid i løbet af en uge med at indtage træningscentre. Men jeg nægter delvist, fordi følelsen af at være fattig og at have en “broke mindset” giver mig motivationen for at tjene.

Jeg har svært ved at bruge penge eller udnytte mine forbindelser til at få fordele. Det fjerner følelsen af accomplishment, når du har gjort noget selv. Som et resultat tager jeg ofte den sværere vej og lider nogle gange unødigt på grund af stolthed. Her er nogle eksempler:

- Jeg nægtede at bruge $200 på at hyre nogen til at lære min søn at cykle. I stedet tog jeg ham med ud 14 gange, guidede ham fra bagved, indtil han fik det under kontrol. Min lænd gjorde ondt efter hver session, og det tog også længere tid for min søn at lære end for de andre børn, hvis forældre betalte for lektioner.

- Jeg nægtede at bede alumni-venner om at skrive anbefalingsbreve for at hjælpe vores familie med at komme ind i et par børnehaver. Vi blev afvist fra seks, og den eneste børnehave, vi kom ind i, var ren held – vi stødte konstant på en lærer fra den skole i parken, som var på barselsorlov, og kom til at kende ham.

- Jeg startede ikke Financial Samurai, før jeg fik en MBA og havde 10 års erfaring inden for finans i 2009. At have troværdighed er vigtigt. I mellemtiden, tilbage i tiden, var der 26-årige uden meget rigdom, der udgav bøger om, hvordan man bliver rig. Mange af dem er nu utroligt velhavende, mens jeg er meget mindre.

Prøv at sætte dig i mine sko – hvis du er en personlig finansskribent, ville tanken om at bruge penge på at købe falske penge for at komme videre i et spil sandsynligvis ikke føles godt for dig!

For meget stolthed står i vejen. Denne stædighed for at undgå at bruge penge eller bruge forbindelser for at komme videre har formet min tilgang til livet. Men jeg begynder at indse, at jeg måske også videregiver denne samme ufleksibilitet til mine børn. Selvom opfindsomhed og beslutsomhed har deres fordele, spekulerer jeg på, om en mere afbalanceret tilgang ville være bedre for os alle i det lange løb.

At kæmpe for at indtage træningscentre og optjene gratis mønter tager tid – og tid er penge. Ville det ikke give mere mening at bruge $5 for at spare en time? Selvfølgelig ville det. De øvrige forældre bruger effektivt deres tid og penge og betragter dette spil som blot endnu en form for underholdning.

Selvom jeg har spillet Pokémon Go siden 2016, er jeg kun på niveau 37. Imens er alle de andre forældre (og deres børn), jeg kender, allerede på niveau 40-50 – og de fleste af dem er kun startet for et par år siden.

Når vi mødes en gang hver anden eller tredje måned for en gruppe-razzia, lader jeg min søn låne min telefon til at kæmpe mod de forskellige træningscentre. Han har ikke en telefon og får ikke sin egen før gymnasiet, så han er begrænset til min fremskridt.

Uundgåeligt viser de andre børn ham deres samlinger af sjældne Pokémon, de har fanget, hvilket tænder hans ønske om at have flere. Men da vi ikke spiller så ofte og ikke bruger penge på mønter, er det umuligt at indhente.

Han vil altid føle sig fattigere i forhold til de andre børn, der spiller spillet - og det gør mig glad. Det er en god påmindelse om, at man ikke altid kan få, hvad man vil have. I stedet skal man prøve sit bedste og acceptere, at der altid vil være mennesker, der har mere.

At forstå relativ velstand er vigtigt. At udsætte dine børn for jævnaldrende, der simpelthen har mere, eller til børn med forældre, der giver dem mere, er sundt. Denne eksponering kan motivere dem til at arbejde hårdere for det, de ønsker. Omvendt kan de børn, der har mere, også udvikle mere empati for dem, der har mindre. Hvilken win-win!

At se andre børn have mere er også en fremragende lektion for voksenlivet. Vi ved, at der er mange velhavende forældre, der baner vejen for deres børn – de køber deres vej ind på eliteuniversiteter, giver dem biler og hjem efter eksamen, og så videre. Og så er der selvfølgelig også dygtige og hårdtarbejdende voksne, der langt overgår dig i deres karrierer.

Hvis børn lærer at forstå begrebet relativ velstand tidligt, kan de vokse op mindre misundelige og mere accepterende overfor livets iboende uretfærdigheder. At opleve en følelse af knaphed som barn kan ikke kun inspirere dem til at opnå økonomisk succes, men også hjælpe dem med at vokse åndeligt ved at fremme større empati for andre.

Til slut brød jeg endelig sammen og brugte nogle penge. Da jeg afsluttede dette indlæg efter en måned med redigering, besluttede jeg mig endelig for at bruge $19.99 på 2.500 Pokémon-mønter. Og ved du hvad? Jeg har det ikke dårligt med det, da jeg lige har skrevet om at tjene aktiv indkomst til ønsker.

Købet sparer mig tid og giver underholdning til mine børn og mig. Det føles faktisk godt at forkæle sig selv med noget overflødigt en gang imellem. Måske vil jeg budgettere med $19.99 hver vinterferie.

Det er bare, du må ikke fortælle mine børn, at jeg tog en genvej! Denne hemmelighed er kun mellem dig og mig.

Læsere, mener I, at det at føle sig fattig som barn hjælper med at give en større værdsættelse for det, de har, og motiverer dem til at blive rigere senere i livet? Eller risikerer det at fremkalde misundelse og harme overfor andre? Har nogen også svært ved at slippe skyldfølelsen over at bruge penge på online-spil? Hvorfor er det, især når det blot er en anden form for underholdning?