Carneys sejr: Trumps indflydelse i Canada

Carneys sejr: Trumps indflydelse i Canada

Mark Carney og det Liberale Parti har udført en imponerende comeback i den canadiske føderale valgkamp. Denne usædvanlige sejr var stort set ikke drevet af indre anliggender, men snarere af den dybe upopularitet omkring én mand: Donald Trump.

For blot få måneder siden var de Liberale i krise. Efter et årti i magten under Justin Trudeau, var offentlig træthed, økonomisk stagnation, og et genopstået konservativt oppositionsparti under Pierre Poilievre ved at sætte en stopper for det centrum-venstre parti. Men så skete der noget uventet med Trump.

Siden hans tilbagevenden til Det Hvide Hus i januar, har Trump gentagne gange rettet kritik mod Canada, hvor han hånede landet som en “blød” nabo, stillede spørgsmålstegn ved legitimiteten af grænsen og endda foreslået, at Canada ville have det “bedre som den 51. amerikanske stat.” Hans provokationer var ikke blot tilfældige bemærkninger, men vedholdende angreb, der blev centrale for hans offentlige retorik. Mens Trump måske havde til hensigt at presse Canada til underkastelse, opnåede han det stik modsatte: han samlede de canadiske vælgere imod ham, og dermed også imod det konservative parti.

Trumps aggressive adfærd gav de Liberale en mulighed. Partiet handlede hurtigt og afsatte den trængte Trudeau med Mark Carney—en respekteret økonom og tidligere guvernør for Bank of England, kendt for sin kompetence snarere end karisma. Carney brugte øjeblikket til at fokusere valgkampen på at forsvare Canadas suverænitet mod en fjendtlig amerikansk præsident. I taler efter taler præsenterede han valgkampen som en kamp for Canadas identitet. “Præsident Trump forsøger at nedbryde os, så Amerika kan eje os,” advarede han på valgnatten. “Det vil aldrig, nogensinde ske.”

Det virkede. Hvad der engang var en stejl opadgående kamp for de Liberale, blev til en voldsom opbakning. Vælgere der tidligere var skuffede over de Liberale, samlede sig pludselig bag dem—not nødvendigvis af kærlighed til partiet, men af afsky for Trump og hvad han står for.

Ironisk nok kan Trumps fortsatte indblanding have kostet ham en mere ideologisk tilbageholdt partner i Poilievre, hvis platform for skattelettelser, lille regering og kulturel konservatisme lå tæt på meget af Trumps egen politik. En konservativ sejr i Canada kunne have været af læst som endnu et globalt kapitel i den Trumpian populistiske bevægelse. I stedet blev det en advarsel.

Canada har sendt et budskab—ikke kun til Trump, men til verden. Hans politiske stil, præget af mobning, nationalisme og respektløshed overfor allierede, er ikke blot uvelkommen abroad; det er politisk giftigt.

Carney’s sejr er mere end bare en national triumf—det er et globalt signal. Det viser, at folk rundt omkring i verden er villige til at stå op imod Trumps splittende og farlige retorik, selv når den kommer fra udenlandske grænser.

Canadas vilje til ikke at bøje sig under pres sætter et eksempel på modstandskraft og principfasthed. Jeg håber, at andre lande tager ved lære og følger trop. Skæbnen for globalt samarbejde, stabiliteten i verdensøkonomien og stræben efter fred afhænger af, at nationer afviser autoritær blæst og bekræfter deres forpligtelse til suverænitet, demokrati og gensidig respekt. Canada har lige vist os, hvordan det gøres.