Tensions Between India and Pakistan over Kashmir

Efter de ødelæggende krige i Ukraine og Gaza, er den sidste ting, verden har brug for, endnu en konflikt - især ikke mellem to atombevæbnede rivaler. Alligevel står Indien og Pakistan endnu engang på randen af krig over Kashmir.

Hvad sker der nu?

To uger efter et dødeligt angreb på turister i den indisk-administrerede del af Kashmir, har Indien iværksat luftangreb i Pakistan og Pakistan-administreret Kashmir som en del af en militæroperation, de kalder "Operation Sindoor." Ifølge Indien forsvarsministerium var angrebene en reaktion på det fatale angreb den 22. april i den populære feriedestination Pahalgam, hvor 25 indiske statsborgere og en nepali turist blev dræbt. Indien hævder, at angrebene ramte "terroristisk infrastruktur" brugt til at planlægge sådanne angreb, og at de forsøgte at undgå at ramme pakistanske militære installationer.

Pakistan har derimod en helt anden opfattelse. Myndighederne der siger, at Indiens handlinger var uprovokerede og ramte civile områder. Premierminister Shehbaz Sharif kalder det en "grusom aggressionshandling" og advarer om, at det ikke vil gå ubesvaret hen.

Spændingerne er hurtigt eskaleret:

• Pakistan hævder at have skudt fem indiske fly og en drone ned.
• Indien har ikke kommenteret disse påstande.
• Pakistans militær oplyser, at 26 personer er blevet dræbt og mange såret i de indiske angreb.
• Indien angiver, at syv civile har mistet livet på grund af gengældende pakistanske beskydninger i den indisk-administrerede del af Kashmir.

Hvor blev der angrebet?

Indien hævder at have ramt ni steder, som alle beskrives som områder, hvor angreb blev "planlagt og styret." Disse omfatter områder i både Pakistan-administreret Kashmir og indenfor Pakistan. Pakistan nævner områderne Muzaffarabad og Kotli, som er i Pakistan-administreret Kashmir, samt Bahawalpur i Punjab-provinsen.

Mens Indien hævder, at dette var terrorlejre, argumenterer Pakistan for, at det var civile zoner og beskylder Indien for at fabrikere en begrundelse for angrebene.

Den mest umiddelbare årsag til Indiens angreb var den 22. april begivenhed i Pahalgam, som er den værste civile massakre i Kashmir i 20 år. Overlevende fra angrebet hævder, at militante målrettede hinduer, hvilket var en skræmmende detalje, der chokerede Indien.

Selvom ingen gruppe har påtaget sig ansvaret, og Indien ikke har udpeget en gerningsmand, anklager indiske myndigheder, at to af angriberne var pakistanske statsborgere. Delhi har længe beskyldt Islamabad for at støtte militante grupper, der opererer i Kashmir – en påstand som Pakistan konstant afviser.

Indiens premierminister Narendra Modi har lovet hurtig hævn og sagt, at de ansvarlige vil blive straffet "ud over deres fantasi." Disse luftangreb bliver præsenteret af Indien som et tegn på styrke og afskrækkelse. Men hvis styrke er målet, hvor stopper det så?

Kashmir er ingen fremmed for blodbad. Siden opdelingen af Britisk Indien i 1947 har Indien og Pakistan udkæmpet to krige om regionen samt utallige sammenstød. Begge lande gør krav på hele Kashmir, men kontrollerer forskellige dele af det. På jorden har regionen oplevet årtiers væbnet oprør, en stor militær tilstedeværelse og vedvarende vold mod både soldater og civile.

Indiens ophævelse af Artikel 370 i 2019, som fjernede regionens semi-autonome status, blev et vendepunkt. Imens beslutningen fik international kritik og udløste protester, så regionen også et markant fald i militante aktiviteter og en boom i turismen.

Men med angrebet i Pahalgam genopstår gamle spøgelser, og volden truer med at underminere mange års relativ fred.

Vi står farligt tæt på krig. Dette er ikke første gang, Indien har iværksat angreb over den faktiske grænse (LoC) i Kashmir. Lignende handlinger fulgte efter Uri-angrebet i 2016 og Pulwama-bombningen i 2019, hvor 40 indiske paramilitære blev dræbt, hvilket fik Indien til at slå til dybt ind i Balakot, Pakistan.

Selv om disse hændelser bragte landene til randen, blev krigen snævert undgået. Denne gang føles risikoen større, da begge nationer flexer deres militære muskler. Grænserne er spændte, diplomater er blevet udvist, og civile dør igen.

Og lad os ikke glemme - Indien og Pakistan er atommagter.

Verden kan ikke bære endnu en krig. Ukraine. Gaza. Sudan. Yemen. Verden drukner allerede i vold. Den sidste ting planeten behøver er endnu en ødelæggende krig, især mellem nationer med atomvåben og dybt rodfæstet fjendskab.

Hvor er fredsmagerne? Hvor er hastigheden i de diplomatiske kredse? Indtil videre har den internationale reaktion været afdæmpet:

• FN’s generalsekretær Antonio Guterres har opfordret til "maximal tilbageholdenhed."
• Andre globale ledere er forblevet tavse eller har kun givet vage opfordringer til fred.

Dette er ikke godt nok.

Indien har ret til at forsvare sine borgere. Pakistan har ret til at afvise ubegrundede beskyldninger. Men begge må erkende de katastrofale omkostninger ved eskalation. Verdens ledere må gøre mere end blot at "håbe" på fred. De må aktivt presse begge nationer til at nedtrappe, undersøge angrebet i Pahalgam gennem internationale kanaler og vende tilbage til dialog.

Vi kan ikke normalisere luftangreb. Vi kan ikke normalisere gengældelsesbombardementer. Og vi kan ikke tåle endnu en front i den globale krigszon. Verden bløder. Diplomati er det eneste plaster, der er tilbage.