Hvorfor Trump Fejlvurderede Kina i Handelskrigen

Handelskrigen mellem verdens to største økonomier er ikke blot i gang; den er i fuld sving. USA, under præsidentskab af Donald Trump, har pålagt toldsatser på op til 245% på kinesiske varer i den tro, at Kina ville give op under presset. Men Beijing svarede igen med sine egne høje 125% afgifter på amerikanske importer og blev knap nok berørt.

Hvis Trump troede, han kunne presse Beijing til overgivelse, har han tydeligvis misforstået situationen. Det er næsten komisk, hvor uforberedt USA var på den modstandskraft og det fordel, som Kina ville bringe til bordet.

1. Kina kan tage smerten – mere end man tror

Kina er ingen lille spiller. Som verdens næststørste økonomi kan landet absorbere økonomiske slag, der ville knække andre nationer. Med en befolkning på over en milliard har Kina et indenlandsk marked, der kan dæmpe stødet til dets eksportører. Selv om kinesiske forbrugere ikke bruger så meget, som Beijing ønsker, implementerer regeringen allerede incitamenter – alt fra subsidier til husholdningsapparater til særlige ”sølv-tog” rejsetilbud for pensionister.

Og lad os være ærlige: Trumps toldsatser har kun intensiveret det kinesiske kommunistpartis bestræbelser på at frigøre landets fulde forbrugerkraft. "De er måske villige til at udholde smerten for at undgå at kapitulere for det, de anser for amerikansk aggression," siger Mary Lovely, handelsekspert ved Peterson Institute i Washington DC, til BBC Newshour. Og i modsætning til vestlige demokratier behøver Kina ikke at bekymre sig om valg eller mediesyklusser. Dets autoritære model giver det en langt højere acceptgrænse for kortsigtet økonomisk ubehag.

Selvfølgelig er der pressionsfaktorer – ungdommens desillusionering, en krise på boligmarkedet og arbejdspladser der går tabt – men Beijing har brugt disse udfordringer til at skabe national støtte og styrke intern enhed. Som statsmedierne siger, folkene skal "klare storme sammen." En embedsmand beroligede endda nationen: "Himmelen vil ikke falde." Prøv at få en amerikansk politiker til at sige det med en lige ansigt under en handelskrig.

2. Kina har spillet det lange spil

Mens Trump fik overskrifter med impulsive toldsanktioner, har Kina stille og roligt investeret i sin fremtid i mange år. Tidligere betragtet som verdens fabriksgulv, kæmper Kina nu for global teknologisk overherredømme. Fra AI og vedvarende energikilder til egne chips, satser Kina stort på innovation.

Tjek blot resultaterne: Den kinesiske AI-chatbot DeepSeek har gjort sig bemærket som en troværdig rival til ChatGPT. Elbilsproducenten BYD overhalede Tesla sidste år og blev verdens største producent af elbiler. Og selv Apple, den amerikanske teknologigigant, mister markedsandele i Kina til lokale kæmper som Huawei og Vivo.

Beijing har for nylig annonceret, at det vil investere mere end 1 billion dollar i AI og teknologisk innovation over det næste årti. Samtidig har amerikanske virksomheder, der forsøger at afstand fra Kina, oplevet, at opgaven er næsten umulig. Ingen andre lande kan matche Kinas kombination af massiv infrastruktur, faglært arbejdskraft og omfattende forsyningskæder. Disse systemer blev ikke bygget over natten; de er resultatet af årtiers planlægning, investering og fokus.

3. Uovertruffen forsyningskædeoverlegenhed

Den globale forsyningskæde drejer sig stadig om Kina. På trods af amerikanske bestræbelser på at "adskille", er producenter stadig dybt forankret i det kinesiske industrielle net. Uanset om det drejer sig om semiconductors, sjældne jordmetaller eller komponenter til elbiler, holder Kina nøglerne.

Trumps toldsatser kan presse nogle fabrikker til Vietnam eller Mexico, men at erstatte Kinas komplette produktionsøkosystem? Det er en fantasi. USA forsøger at omdirigere et højhastighedstog, mens det stadig kører – og uden skinnerne.

4. Statsmagt og strategisk nationalisme

Trump undervurderede den kinesiske regerings evne til at samle sit folk. Nationalistisk stolthed er steget i Kina som reaktion på amerikansk pres, og Beijing har dygtigt drejet fortællingen. Dette er ikke en handelskrig – det er en national forsvars indsats. Kommunistpartiet præsenterer det som en kamp mod udenlandsk mobning, og med sin faste kontrol over medierne og budskaberne overbeviser det mange.

Denne form for intern sammenhold er noget, amerikansk ledelse kun kan drømme om under økonomiske turbulenser.

5. Teknologisk ambition støttet af en krigskasse

Mens USA vakler med regulatorisk kaos og politisk splittelse, pumper Kina penge og talent ind i næste generations teknologier. Uanset om det drejer sig om AI, bioteknologi, 5G eller grøn energi, har Beijing besluttet at eje fremtiden. Og de er godt på vej.

Trump-administrationen undervurderede ikke kun Kinas udholdenhed – den ignorerede også den fremadskridende udvikling. Kina overlever ikke blot denne handelskrig; på mange måder bruger de den som brændstof.

En skarp dom om Trumps handelskrig

Donald Trumps toldsatser var ikke en strategi – de var en tantrum. Ideen om, at USA kunne tvinge Kina til overgivelse med økonomiske trusler, er ikke blot arrogant, men også ignorant. Man kan ikke true et land til at gøre, som man vil, især ikke et som Kina, der har forberedt sig til denne kamp i mange år.

I forsøget på at genoprette amerikansk dominans afslørede Trump blot sine egne grænser. Verden kiggede – og det gjorde Kina også, mens det roligt samlede sine chips, mens Trump væltede bordet. Hans udenrigspolitik handlede ikke om lederskab; det handlede om ego. Og i dette spil med høje indsatser sidder Kina stadig godt, mens Amerikas bluf bliver kaldt.