Trump Giver Efter med Globale Toldsatser

Den 9. april 2025 overraskede præsident Donald Trump mange ved at annoncere en "midlertidig pause" i sin aggressive globale toldstrategi, dog med undtagelse af Kina. Han begrundede beslutningen med ønsket om at "opretholde fleksibilitet" i de igangværende forhandlinger. Selvom Trumps tilhængere forsøgte at fremstille dette som strategisk tålmodighed, er virkeligheden svær at ignorere: Trump blinkede. Dette træk er ikke blot et taktisk skifte; det er en åbenlys indrømmelse af svaghed i det højspændte spil, han selv indledte.

Da Trump først begyndte at tale om en ny handelskrig for sin anden præsidentperiode, blev advarslerne tydelige. Med sin beskyttelsespolitik truede han med massive toldsatser mod både allierede og modstandere, i håb om at frygten for økonomiske konsekvenser ville tvinge udenlandske magter til forhandlingsbordet på hans betingelser. Han præsenterede sin strategi som en måde at omforme den globale handel og genvinde amerikansk "økonomisk suverænitet."

Men mindre end tre måneder efter implementeringen af denne plan har Trump nu sat fod på bremsen—i det mindste for nu—vedrørende nye toldsatser for lande uden for Kina. Dette er en øjensynlig drejning for en mand, der stolt projicerer styrke og "aldrig giver efter." Dette er ikke blot et taktisk skift; det er en strategisk sammenbrud. Trods alle hans pralerier er det tydeligt, at Trump ikke kunne tåle presset, da konsekvenserne af hans økonomiske hasardspil begyndte at vise sig.

Amerikanske producenter, der allerede er blevet ramt af stigende omkostninger og et turbulent globalt marked, begyndte for flere uger siden at advare om situationens alvor. Landmænd frygtede gengældelses-toldsatser, der kunne presse eksporten endnu mere. Selv Wall Street, som normalt er forsigtig med at kritisere Trump, begyndte at hviske bekymringer om en recession drevet af handelskrise. Den såkaldte "pause" fra Trump er i essensen en overgivelse til de stigende dissentende stemmer.

Trumpworld forsøger nu at fremstille denne pause som en del af en stor strategi—en masterstroke i forhandling, som et eksempel på "Deal-kunst" i aktion. Men denne teori falder fra hinanden under vægten af grundlæggende logik. Hvis målet var at skabe pres, hvorfor så give slip halvvejs gennem processen? Hvis planen var at skræmme nationer til overgivelse, hvorfor blinke før der blev opnået reelle indrømmelser?

Trump har altid fokuseret mere på det visuelle frem for resultaterne. Hans forhandlingsstil centrerer sig omkring trusler, drabelige ultimatum og selektiv udvælgelse af resultater. Derfor kan dette skridt ses som i tråd med hans brand, men det er også afslørende. For nogen, der har skrevet (eller i det mindste sat sit navn på) en bog om styrke og indflydelse, lugter dette seneste skridt af en mand, der indså for sent, at han sad med en tabende hånd.

Dette skift afslører en grundlæggende fejl i Trumps verdensbillede: troen på, at andre nationer vil bøje sig under amerikansk pres, uanset deres egne interesser. I 2025, hvor globale alliancer ændrer sig og alternative handelsblokke styrkes, er den antagelse stadig mere naiv.

Trump's indledende trusler har allerede skadet diplomatiske forhold til nøgletalier, som EU, Canada, Sydkorea og Japan, som alle gjorde sig klar til gengældelses-toldsatser og forberedte sig på en genoptagelse af toldkrigene fra 2018-2019. Ved at udelade Kina fra denne pause forvirrer Trump også budskabet: Er målet globalt pres, eller er det bare et spørgsmål om at relancere rivaliseringen mellem USA og Kina?

Kina har bemærkelsesværdigt nok ikke rykket sig. Trods Trumps aggressive retorik og fornyede trusler har Beijing hverken blinket eller signaleret indrømmelser. Faktisk moffedede kinesiske medier Trumps toldpause som et bevis på Vestens ustabilitet. Hvis dette skridt var ment til at isolere Kina, har det i stedet fremhævet Amerikas egen fragmenterede position i forhold til handels håndhævelse.

Den mere sandsynlige årsag til Trumps pludselige tilbageholdenhed er ikke strategi, men simple politiske beregninger hjemme. Med de kommende midtvejsvalg i 2025 og Trumps faldende godkendelsesrater blandt forstadsvælgere og moderate republikanske vælgere, hang økonomisk smerte som en truende skygge. Meningsmålinger fra marts viste, at et flertal af amerikanere var imod generelle globale toldsatser, især hvis det betød højere forbrugerpriser. I nøglestater, der er afhængige af eksport, som Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, var utilfredsheden allerede registreret.

Trump snakker et bravurspil, men han gav efter, da presset blev rettet mod ham selv. Det er ikke styrke. Det er ikke forhandling. Det er en bluff, der blev kaldt af de reelle konsekvenser af hensynsløs politik.

Konklusionen er, at denne episode afslører langt mere om Trumps begrænsninger end om hans ambitioner. Mens han fortsætter med at posere som den hårdtslående disruptor, der ikke vil følge reglerne, viser virkeligheden, at hans økonomiske nationalisme mere har været performativ end praktisk.

Den globale toldpause—bortset fra Kina—kan have været klædt på som en strategisk omkalibrering, men dens timing, dens delvise karakter og manglen på tilsvarende gevinster afslører sandheden: Trump tabte den første reelle test af sin handelsdoktrin for anden periode. Han blinkede, han foldede under pres, og han gav slip på sit pres, før resultaterne blev sikret.

Så spørgsmålet er: Har Trump vundet eller tabt med dette seneste træk? Svaret er entydigt: han har tabt. Ikke blot fordi han ikke leverede på sine trusler, men fordi han afslørede tomheden i sin strategi. I spillet om handels-chicken har Donald Trump svunget—og verden har bemærket det. Den eneste kunst i denne handel var illusionen om, at der nogensinde var én.