USA's Aftale med Ukraine: Etisk Bekymring

Efter flere måneders anspændte forhandlinger har USA indgået en aftale med Kyiv, der giver dem en andel af fremtidige indtægter fra Ukraines mineraler og energireserver. Aftalen præsenteres som et incitament for at fastholde amerikanske investeringer i Ukraines forsvar og genopbygning efter krigen, men kritikerne har allerede hævet øjenbrynene over, hvad de ser som opportunistisk ressourceudvinding pakket ind i humanitær hjælp.

Ukraine er hjemsted for værdifulde aflejringer af kritiske mineraler som lithium, titanium og grafit, ressourcer der er essentielle for grøn teknologi, forsvarssystemer og moderne infrastruktur. At udnytte disse aktiver i en tid med eksistentiel krise efterlader dog en bitter eftersmag.

USAs finansminister Scott Bessent præsenterede aftalen i idealistiske vendinger, hvor han kaldte den et engagement for "varig fred og velstand i Ukraine" og roste aftalens potentiale til at "låse op for Ukraines vækstaktiver." Samtidig etableres en ny US-Ukraine Reconstruction Investment Fund til at kanalisere ressourcer til genopbygningsindsatsen.

Fonden er eksplicit designet til at afspejle det "betydelige økonomiske og materielle støtte," som USA allerede har ydet siden Ruslands fuldskala invasion i 2022. Særligt er sproget i aftalen usædvanligt stærkt for Trump-administrationen, idet det eksplicit fordømmer "Ruslands fuldskala invasion" og hævder, at ingen, der har "finansieret eller forsynet den russiske krigsmaskine," vil komme til at nyde godt af Ukraines genopbygning.

Ukraines Vicepremierminister Yulia Svyrydenko, der rejste til Washington for at færdiggøre aftalen, roste partnerskabet og sagde, at det ville tiltrække globale investorer og inkludere projekter inden for mineraler, olie og gas. Hun understregede, at ressourcerne ville forblive ukrainsk ejendom, og at aftalen fungerer på en 50:50 partnerskabsbasis—selvom denne ramme kan virke overoptimistisk givet Ukraines skrøbelige situation.

Måske mest afslørende er den tidligere præsident Donald Trumps direkte forklaring på aftalens formål. I et interview med NewsNation sagde Trump: "Så jeg gik til dem og sagde: 'Se, vi skal have sjældne jordarter.' De har store sjældne jordarter... Det er en stor ressource, de har." Han tilføjede, at aftalen ville gøre det muligt for USA at "recuperere" de milliarder, der er givet som hjælp og "meget mere i teorien."

Aftalen var tæt på at blive ødelagt tidligere på året grundet ophedede diskussioner om gennemsigtighed og styring. En amerikansk embedsmand kritiserede Kyiv for at forsøge at genforhandle de aftalte vilkår og bemærkede, at forsinkelserne stammede fra bekymringer om tilsyn og sporbarhed af midlerne.

Ironisk nok kom gennembruddet blot dage efter, at Trump og Zelensky mødtes under pave Frans' begravelse i Vatikanet. Ifølge Trump pressede han Zelensky til at underskrive, idet han sagde: "Rusland er meget større og meget stærkere. Rusland rykker bare fremad."

På trods af den ophøjede retorik føles virkeligheden mere som en hård forretningsaftale end et solidaritetstegn. Ukraine, som er trængt af krig og afhængig af vestlig støtte, står nu over for at tilbyde adgang til sine nationale skatte—mineraler, der er afgørende for dets fremtid—i bytte for den sikkerhedshjælp, de desperat har brug for.

Det er svært ikke at se dette som en moderne form for krigsrelateret ressourceudvinding, hvor magtfulde allierede udnytter et lands krise til at sikre værdifulde aktiver. Uanset de angivne intentioner er optikken—og implikationerne—dybt foruroligende.