Forstå USA's præsidentielle benådning

USA har en særegen funktion, der giver præsidenten mulighed for at tildele benådninger uden behov for godkendelse fra andre. Det er en magt, der har dybe historiske rødder, og forståelsen af den er vigtig.

For nylig udførte præsident Joe Biden en bemærkelsesværdig handling ved at give benådninger til 39 personer, der var dømt for ikke-voldelige lovovertrædelser, samtidig med at han meddelte nedsættelser af straffe for næsten 1.500 personer, der allerede er blevet løsladt.

I følge Det Hvide Hus relaterer disse nedsættelser sig til personer, der blev løsladt og derefter placeret i hjemmearrest under Covid-19 pandemien. Nu vil deres straffe blive reduceret. De 39 personer, der modtog benådninger, vil få deres domme helt annulleret.

Den største enkeltdags-handling inden for præsidentiel benådning i moderne amerikansk historie blev beskrevet af Det Hvide Hus. Denne begivenhed kom efter Bidens tidligere beslutning om at give benådning til sin søn Hunter for eventuelle føderale lovovertrædelser, han måtte have begået mellem 1. januar 2014 og 1. december 2024. Dette har genoplivet debatterne om de vidtgående benådningsbeføjelse givet til præsidenten af den amerikanske forfatning.

Disse beføjelser er blevet anvendt af præsidenter gennem historien, fra George Washington, der benåede deltagere i Whiskey-opstanden til Donald Trump, der udvidede benådninger til sine politiske allierede.

Hvad er benådningens magt?

Præsidentens beføjelse til at give benådninger er eksplicit angivet i USA's forfatning. Ifølge artikel II, sektion 2, har præsidenten ret til at 'give benådninger og fritagelser for lovovertrædelser mod USA, undtagen i tilfælde af rigsret.' Denne magt gælder kun føderale lovovertrædelser og strækker sig ikke til statslige forbrydelser eller rigsretssager.

Begrebet præsidentiel benådning er afledt af engelsk tradition, hvor monarker har haft ret til at udstede benådninger af nåde. Der var overvejelser om, hvorvidt Kongressens godkendelse skulle være nødvendig for benådninger, og hvordan forræderi skulle behandles. Alexander Hamilton argumenterede imidlertid for en bred benådning, der værnede præsidentens enekompetence under konventet.

Hamilton beskrev i Federalist No. 74, at én person er bedre til at uddele regeringens nåde end en kollektiv enhed, da sidstnævnte kunne blive påvirket af gruppedynamik, hvilket kunne føre til tøven eller overdreven mildhed.

Hvad angår forræderi, hævdede han, at præsidenten kunne bruge benådningen strategisk til at fremme forhandling og national enhed. Han noterede, at i tider med oprør kunne en rettidig benådning hjælpe med at genoprette fred og undgå uoprettelige konsekvenser.

Bernadette Meyler, professor i jura ved Stanford University, beskriver denne magt som 'den ene nødret, der er skrevet ind i forfatningen, ud over suspension af habeas corpus'.” Hun tilføjede, at det er en anerkendelse af, at der kan opstå uforudsete omstændigheder, hvor præsidenten måtte intervenere.

Hvordan er benådningens magt blevet anvendt?

George Washington indvilgede i at give de første benådninger i 1795 til to personer involveret i Whiskey-opstanden, der var en voldsom protest mod en skat på whiskey indført af den nye føderale regering.

En betydelig udvikling i udøvelsen af benådningens magt fandt sted efter borgerkrigen, da præsident Andrew Johnson udstedte “en fuld benådning og amnesti” til enhver, der “direkte eller indirekte deltog i den seneste oprør.” Denne handling ledte til, at den amerikanske højesteret tolkede benådningens magt som værende i stand til at give bred amnesti til grupper i stedet for kun specifikke lovovertrædelser.

Efter Richard Nixons fratrædelse i 1970'erne i kølvandet på Watergate-skandalen, gav Gerald Ford en fuld og ubetinget benådning for alle forbrydelser begået under hans præsidentskab.

I 1977 udstedte præsident Jimmy Carter en massebenådning for personer, der havde unddraget sig værnepligt under Vietnamkrigen. Ved sin præsidentskabs afslutning i 1992, gav George H.W. Bush benådning til seks personer tilknyttet Iran-Contra-affæren, herunder den tidligere forsvarsminister Caspar Weinberger.

På sin sidste dag i embedet i 2001, benådede Bill Clinton sin halvbror og gav også kontroversielt nåde til Marc Rich, en flygtning dømt for økonomisk kriminalitet, hvis ekskone havde været en betydelig bidragyder til Det Demokratiske Parti og Clintons kampagne.

Under sin præsidentskab tildelte Barack Obama nåde til over 1.700 personer, herunder mange, der var blevet dømt for ikke-voldelige narkotikaforhold.

Hvem benådede Donald Trump?

Under sit præsidentskab tøvede Trump ikke med at udnytte sin benådning for at hjælpe sine politiske allierede. Han gav nåde til Charles Kushner, far til sin svigersøn Jared, som tidligere havde tilstået skatteunddragelse og vidnetrusler; Trump har siden nomineret ham som ambassadør til Frankrig.

Derudover benådede han sin politiske rådgiver Steve Bannon, der stod over for anklager om at have svindlet donorer til en velgørenhedsorganisation, der skulle bygge en mur ved den sydlige grænse. Trump udvidede også benådninger til Paul Manafort, en central figur i hans kampagne i 2016, og hans samarbejdspartner Roger Stone.

Andre personer, der modtog benådning, inkluderer den tidligere politichef i New York City, Bernard Kerik, den konservative kommentator Dinesh D’Souza og Elliott Broidy, en fremtrædende republikaner donor. Desuden benådede han rapperen Lil Wayne og Alice Marie Johnson, en kvinde, der havde tilbragt mange år bag tremmer for narkotika-relaterede forbrydelser, og som fik stor opmærksomhed efter Kim Kardashian kæmpede for hendes løsladelse.

Trump har tillige givet udtryk for sin hensigt om at udstede en massebenådning for dem, der var involveret i angrebene den 6. januar, en beslutning der vil kunne stoppe de omfattende efterforskninger fra justitsministeriet.

Har andre lande en benådningens magt?

Muligheden for at give benådninger er en almindelig praksis globalt; det bemærker Andrew Novak, professor ved George Mason University og forfatter til 'Comparative Executive Clemency: The Constitutional Pardon Power and the Prerogative of Mercy in Global Perspective'. Dog adskiller USA sig ved at tillade sin øverste leder at udøve denne magt uden konsultation eller godkendelse fra andre.

”Biden kan give en benådning uden indinput fra nogen, hvilket mere minder om en middelalderlig engelsk konges opfattelse af benådningens magt,” tilføjede han. “Vi har en gammeldags opfattelse af benådningens magt, i det mindste generelt set.”

At have denne ubegrænsede benådningens magt minder mere om 1700-tallets England end om den nuværende tilstand i den vestlige verden,” tilføjede han. “I de fleste europæiske lande kræves der input fra nogen anden.” Denne requiremant kan begrænse, hvordan en benådning bruges til at tjene politiske eller personlige interesser, hvilket den har været kendt for at gøre i USA.

Mange lande tillader ikke benådninger, før en domfældelse, som nævnt af Novak, og der har været en voksende bevægelse i forskellige lande de seneste årtier, der går ind for øget gennemsigtighed for at sikre, at ordentlig procedure følges.

Omtrent halvdelen af forfatningerne globalt begrænser magten til at give benådninger til situationer efter en domfældelse, gælder kun for bestemte forbrydelser, eller kræver, at en udøvende konsultation med andre, før en benådning gives, ifølge Novak. Han bemærkede også, at det er sjældent for lande at forbyde selvbenådning eller benådning af familiemedlemmer.

”Måske er dette sjældent, fordi sådanne situationer ikke ofte opstår,” sagde han. “Magten til at give benådninger har historisk set været en risiko for korruption og kan blive udnyttet til at beskytte nære allierede eller støttespillere.”

Meyler understregede, at de amerikanske grundlæggere anerkendte rigsret som en væsentlig kontrol af benådningens magt. “Som vi har set, er det yderst vanskeligt at sikre en domfældelse gennem rigsret, hvilket effektivt har gjort det til en nominal begrænsning på præsidentens autoritet.”

Den amerikanske præsidentielle benådningens magt, selvom den til tider er kontroversiel, fungerer som et værdifuldt værktøj inden for retfærdighed, hvilket giver anden chance til individer, der muligvis er blevet uretfærdigt behandlet eller rehabiliteret. Det giver en mulighed for nåde og korrektion, hvilket afspejler landets værdier om retfærdighed og medfølelse.

Historien om benådninger, fra George Washington til Joe Biden, viser, at denne magt kan bruges strategisk til at fremme national heling, genoprette retfærdighed og rette op på tidligere fejl. Selvom det er vigtigt at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed, forbliver evnen til at give benådninger en essentiel mekanisme for at sikre, at nåde er en del af retssystemet.