Sinéad O’Connors Formue og Indflydelse i 2025

Da Sinéad O’Connor tragisk gik bort i juli 2023, blev hendes formue skønnet til omkring 1,5 millioner dollars. Dette beløb er ikke helt, hvad man ville forvente af en kunstner, der har solgt millioner af albums, toppet globale hitlister, og defineret en hel æra af følelsesmæssig ærlighed i musikken.

Ved begyndelsen af 2025 afslørede officielle dødsbo-anmeldelser i Irland, at hendes formue var blevet fastsat til 1,4 millioner pund (ca. 1,46 millioner USD). Dette tal blev nået efter dækning af juridiske omkostninger, skatter og udestående gæld, og det er en trist påmindelse om, at en stemme engang betragtet som uvurderlig, nu har en endelig, men beskeden værdi.

Hvorfor var beløbet ikke højere? For at sige det kort: Sinéad var ikke drevet af penge. Hun afviste berømmelse fra hovedstrømmen, afslog sponsorater og havde konflikter med store institutioner i musikbranchen som Grammy Awards. Dette betød færre brandpartnerskaber og mindre indkomst fra kommercielle projekter. Hun havde hverken en modekollektion, et duftimperium eller store reklameaftaler med brands som Pepsi eller L’Oréal.

I stedet investerede hun sin energi i samarbejde baseret på kunstnerisk integritet, og arbejdede sammen med legender som Peter Gabriel på numre som 'Blood of Eden'. Hun optrådte også live med U2s forsanger Bono for forskellige humanitære formål.

Over årene formede lange pauser fra turnéer, dyre personlige udfordringer og en forkærlighed for minimalistisk livsstil (endda at bo på budgetmoteller til tider) hendes moderat finansielle fodaftryk.

I sidste ende var hendes formue måske ikke massiv, men hendes indflydelse var. Og i en verden, der er besat af netværk, så var Sinéad O’Connors reelle værdi altid målt i betydning, ikke penge.

Sinéad O’Connors vanskelige barndom satte scenen for en stærk stemme. Født den 8. december 1966 i Glenageary, Irland, var Sinéads tidlige liv præget af misbrug og institutionsindlæggelse. Som 15-årig blev hun indlagt på et Magdalene-asyl, en oplevelse der formede hendes fremtidige sangskrivning og aktivisme.

Hun forlod skolen tidligt, spillede musik på gaden og fandt sin plads i Irlands musikscene. Hendes traumer blev katalysatoren for hendes stærke stemme.

Sinéad startede sin karriere med sit første indspillede nummer 'Take My Hand' for det irske band In Tua Nua. I 1984 dannede hun sit eget band, Ton Ton Macoute, som fangede opmærksomheden fra Ensign Records. Hendes første album nåede guldstatus og chartede globalt. Hendes opfølgende album fra 1990 blev platin i USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Canada og Australien.

Hun gik aldrig på kompromis – 'Am I Not Your Girl?' (1992) og 'Universal Mother' (1994) tog kreative risici. I 1997 prøvede hun også kræfter med skuespil og portrætterede Jomfru Maria i Neil Jordans 'The Butcher Boy'.

Hendes debutalbum, 'The Lion and the Cobra' (1987), markerede hendes ankomst. Men det var 'I Do Not Want What I Haven’t Got' (1990), der gjorde hende til en global ikon. Singlen 'Nothing Compares 2 U', skrevet af Prince, toppede hitlisterne i over 15 lande. Den rå, følelsesladede musikvideo – kun hendes tårebeskæmte ansigt – definerede MTV-æraen.

Selv med en oplyst forhold til den kommercielle musikindustri, havde Sinéad O’Connor stadig en indtægtskilde fra flere nøgleområder gennem årene. Hendes største økonomiske driver var, som forventet, musikken. Efter at have skrevet kontrakt med Ensign Records – senere opkøbt af Chrysalis og andre store pladeselskaber – blev hendes album fra 1990, 'I Do Not Want What I Haven’t Got', en global succes, der solgte over syv millioner kopier.

Turnéer var en anden indtægtskilde, især i 1990'erne og tidlige 2000'er, hvor hun spillede for dedikerede fans over hele Europa. Selvom hun tog lange pauser fra turnerne på grund af personlige og sundhedsmæssige udfordringer, tilføjede livealbums og festivaloptrædener lidt ekstra til kassen.

Som kunstner bag 'Nothing Compares 2 U' indtjente Sinéad regelmæssige optrædningsroyalties – selvom sangskrivningsrettighederne gik til Princes bo. Hendes katalog fortsatte med at generere bagudbetalinger, inklusive licensgebyrer, når hendes musik blev brugt i film, serier eller lejlighedsvis reklamekampagner, selvom hun var berømt selektiv med kommerciel brug. Covers af hendes sange af andre kunstnere bidrog også til passive indkomster.

I 2021 udgav hun sin erindringsbog 'Remembering's', som blev en bestseller og ikke blot højdesang, men også kom med et respektabelt forlagshonorar og stærke salgsnumre – et sjældent økonomisk lysglimt sent i hendes karriere.

På trods af global succes, måtte Sinéad gennemgå betydelige økonomiske udfordringer. I 2017 boede hun i et motel i New Jersey til 70 dollars natten, citerede en fremmedgørelse fra industrien og psykiske sundhedsproblemer. Hun solgte sit hjem i Dublin under markedsværdien for at dække skattegæld.

I sin testamente opfordrede hun sine børn til at frigive uudgivne sange og 'udnytte dem for hvad de er værd'. Hun var altid ærlig – selv i døden.

Sinéad ejede engang en malerisk ejendom ved Bray-seafront i County Wicklow, der var værdiansat til 1,7 millioner euro under boom. Men økonomisk pres tvang hende til at sælge det med et stort tab, rapporteret til under 800.000 euro, for at dække gæld.

Hendes livsform forblev lavmælt og minimalistisk. På forskellige tidspunkter valgte hun små lejligheder og endda budgethoteller, hvilket reflekterer hendes afstand fra materiel besiddelse og fokus på heling og spiritualitet.

Sinéad’s liv uden for scenen var lige så komplekst som hendes musik:

• Gift med John Reynolds i 1987 (1 søn, Jake); skilt i 1991
• Datter Roisin med journalisten John Waters; en forældrekamp følger
• Søn Shane med musikeren Donal Lunny (døde ved selvmord i 2022)
• Søn Yeshua født i 2006 med forretningsmand Frank Bonadio
• Senere ægteskaber inkluderede Nick Sommerlad, Steve Cooney og Barry Herridge

Efter Shanes tragiske død beskrev Sinéad sig selv som 'åndeligt ødelagt'.

I 2018 konverterede hun til islam og ændrede sit navn til Shuhada’ Sadaqat (tidligere Magda Davitt). Hendes åbenhed om bipolar lidelse, misbrug og selvmordsforsøg gjorde hende både sårbar og stærk. Identitet, for Sinéad, var flydende – men altid frygtløst hendes egen.

På trods af sit komplicerede forhold til berømmelse, modtog Sinéad hæder:

• Grammy Award (1991) – Bedste Alternative Musikpræstation
• MTV Video Music Awards (x3) for 'Nothing Compares 2 U'
• Udmærkelser fra Billboard, Brit Awards og World Soundtrack Awards
• Blevet kåret som en af VH1’s 100 største kvinder inden for Rock & Roll

Hun afslog flere hædersbevisninger i sin levetid, og så dem ofte som meningsløse distraktioner fra sit budskab.