Nigel Farage: Karriere og Formue

Nigel Farage er en britisk mediepersonlighed og tidligere politiker med en formue på 4 millioner dollars. Han har ledet UK Independence Party (UKIP) to gange, først fra 2006 til 2009 og derefter fra 2010 til 2016. Desuden var han leder af Brexit Party fra 2019 til 2021 og repræsenterede Sydøstengland som medlem af Europa-Parlamentet fra 1999 indtil Storbritanniens exit fra EU i 2020. Farage har desuden været vært for "The Nigel Farage Show" på LBC, en taleradiostation, fra 2017 til 2020.

I 2018 delte Farage sine økonomiske oplysninger og afslørede, at han havde tjent omkring 1 million dollars på medieopgaver, primært på Fox News, fra 2014 til 2018.

Farage blev født den 3. april 1964 i Farnborough, England, til forældrene Barbara og aktiemægler Guy. Hans far kæmpede med alkoholisme og forlod familien i slutningen af 1960'erne. Farage gik i skole på Greenhayes School for Boys i West Wickham og en anden skole i Eden Park, inden han blev optaget på Dulwich College i sydlondon, hvor han studerede fra 1975 til 1982.

Farage indledte sin karriere i 1980'erne som handelsmand på London Metal Exchange. Han startede hos Drexel Burnham Lambert's amerikanske afdeling og arbejdede senere hos Crédit Lyonnais Rouse, Refco og Natixis Metals. Politisk set blev han medlem af Det Konservative Parti, men forlod det i 1992 efter 14 år, utilfreds med premierminister John Majors beslutning om at underskrive traktaten om Den Europæiske Union.

I 1999 blev Farage valgt til Europa-Parlamentet som repræsentant for Sydøstengland og blev genvalgt i 2004, 2009 og 2014. Gennem sin tid i parlamentet arbejdede han for Storbritanniens udtræden af EU og var formand for gruppen Europe of Freedom and Direct Democracy, en euroskeptisk politisk gruppe.

I 2006 overtog Farage ledelsen af UKIP, et højreorienteret populistisk parti, som han var med til at stifte i 1993. Han ledede UKIP under det europæiske valg i 2009, hvor partiet fik den næststørste andel af stemmerne i Storbritannien. Efterfølgende forsøgte han at udfordre den nyvalgte speaker John Bercow i Buckingham, men endte på en tredjeplads. I 2010, efter Lord Pearsons fratræden, blev Farage igen leder af UKIP og førte partiet til dets bedste valgresultat nogensinde i 2013 med 147 byrådspladser.

I de europæiske valg i 2014 opnåede UKIP 24 pladser og overgik både Labour og de Konservative. Ved det generelle valg i 2015 fik UKIP over 3,8 millioner stemmer, men opnåede kun én plads. Efter at have fejlet i Syd Thanet, meddelte Farage sin tilbagetrækning, men denne blev afvist. Han blev en central skikkelse i den succesfulde Brexit-kampagne under folkeafstemningen om EU-medlemskabet i 2016. Efter folkeafstemningen trak han sig som formand for UKIP, men forblev medlem af Europa-Parlamentet indtil sin afgang fra partiet i slutningen af 2018.

Efter sin tid hos UKIP hjalp Farage med at grundlægge Brexit Party, også et højreorienteret populistisk parti. I marts 2019 blev han leder efter Catherine Blaiklock's fratræden. Et par måneder senere førte han Brexit Party til en imponerende sejr med 29 pladser ved de europæiske parlamentsvalg, hvilket markerede den højeste andel af stemmer. Storbritannien forlod officielt EU i begyndelsen af 2020. Senere samme år, under COVID-19-pandemien, omdøbte Farage Brexit Party til Reform UK og ændrede fokus til anti-nedlukningsinitiativer. Han trak sig som leder i marts 2021.

Farages opstigning til leder af Reform UK er det seneste kapitel i hans lange politiske karriere, der har været præget af hans forkæmpende arbejde for Brexit. Farage fortsætter med at arbejde for emner som demokratisk reform og begrænsning af politiske eliters magt, med henblik på at omforme britisk politik og repræsentere folkets stemme.

Internationalt har Farage støttet flere højreorienterede populistiske figurer. Han har blandt andet bakket op om Donald Trump i USA og har talt ved Conservative Political Action Conference i 2015 samt mødtes med Trump efter præsidentvalget i 2016. Farage har også været i fokus for FBI's efterforskning af mulig russisk indblanding i det valg. I 2021 rejste han rundt i USA for at interagere med republikanske græsrodsgrupper.

I øvrige dele af verden har Farage vist støtte til højreradikale ledere som Østrigs Norbert Hofer, Frankrigs Marine Le Pen og Tysklands Beatrix von Storch. Han har også bemærket, at Ruslands invasion af Ukraine i 2022 var et resultat af EU og NATOs udvidelse.

Farage havde sin egen talkshow "The Nigel Farage Show" på LBC fra 2017 til 2020. I 2018 lancerede han en podcast for LBC med titlen "Farage Against the Machine", men den blev lukket efter at han modtog en cease and desist-besked fra bandet Rage Against the Machine, som ønskede ham til at ændre podcastens navn. I 2021 sluttede han sig til GB News for at være vært for "The Political Correction", et politisk diskussionsprogram om søndagen, og tog senere ansvar for et program om aftenen på hverdage. Derudover har Farage også bidraget med kommentarer til amerikanske netværk som Fox News og Fox Business Network.

Farage blev gift med sin første kone, den irske sygeplejerske Gráinne Hayes, i 1988. De fik to sønner, Samuel og Thomas, men blev skilt i 1997. I 1999 giftede han sig med den tyske statsborger Kirsten Mehr, og de har to børn sammen. I begyndelsen af 2017 meddelte Farage, at han var blevet separeret fra Mehr.

Farage har også haft sin del af alvorlige uheld. I slutningen af 1985 blev han ramt af en bil og tilbragte 11 måneder i gips. I 2010 var han involveret i et flystyrt, der efterlod ham med brækkede ribben og en punkteret lunge. Interessant nok blev piloten fra dette fly senere tiltalt for at have truet Farage i en urelateret hændelse.

Samlet set har Nigel Farages karriere været præget af kontroverser og tilbageslag, på trods af hans opstigning til politisk prominens. Mens han spillede en nøglerolle i Brexit-kampagnen, har hans lederskab ofte været delt og alieneret mange i det politiske spektrum. Han har også haft interne konflikter i UKIP, og hans afgang fra partiet har tydeliggjort de fortsatte udfordringer med lederskab og sammenhold. Farages forsøg på at fortsætte sin indflydelse gennem Brexit Party og Reform UK har givet blandede resultater, og hans personlige kontroverser, herunder forbindelser til højreorienterede figurer, har kun yderligere skadet hans omdømme. Hans arv forbliver yderst omdiskuteret.