Virker en formuebeskatning i USA?

Som den økonomiske ulighed i USA når historisk høje niveauer, vokser interessen for muligheden for en formuebeskatning. Fremført af progressive politikere som senator Elizabeth Warren og senator Bernie Sanders, ville en formuebeskatning målrette de ultra-rige aktiver i stedet for deres indkomst. Ifølge tilhængere er dette et nødvendigt skridt for at genoprette balancen i en økonomi, der i stigende grad favoriserer kapitalen, mens kritikere advarer om, at det er urealistisk, økonomisk risikabelt og potentielt synes at være forfatningsstridig.

Men kan en formuebeskatning faktisk fungere i USA? Historie, internationale eksempler og ekspertvurderinger præsenterer et nuanceret billede.

Hvad er en formuebeskatning? En formuebeskatning er en årlig afgift baseret på værdien af personlige aktiver—aktier, fast ejendom, kunst, yachter og andre investeringer. Warren's plan fra 2020 foreslog en 2% skat på nettoformuer over $50 millioner og en 3% sats på formuer over $1 milliard. Sanders' plan var endnu mere udfordrende, med op til 8% for milliardærer.

Argumenterne for en formuebeskatning inkluderer behovet for at lukke ulighedsgabet, da den øverste 1% af amerikanerne nu ejer mere end en tredjedel af al velstand i landet, mens bunden ejer blot 2.6%. Warren sagde, "De rige får stadig mere, og middelklassen bliver udhulet. En formuebeskatning er, hvordan vi løser dette."

Der er også et stort indtægtspotentiale; økonomer som Gabriel Zucman og Emmanuel Saez skønnede, at Warrens plan kunne generere $2.75 trillioner over 10 år, idet de argumenterer for, at IRS kunne håndhæve det med stærkere rapporteringsstandarder og digitale revisionsværktøjer.

Andre lande har haft succes med formuebeskatninger. I Norge, for eksempel, beskattes nettoformue over $170,000 med ca. 0.85% og har opnået højere lighed med stærk økonomisk vækst. Schweiz anvender formuebeskatninger på kantonal niveau, der spænder fra 0.1% til 1%, uden bevis for kapitalflugt.

Men der er også betænkeligheder. Kritikere påpeger, at det kan være ekstremt vanskeligt at administrere en formuebeskatning. At vurdere værdien af aktiver som privat ejede virksomheder eller kunst er en stor opgave.

Alder har også vist, at flere europæiske lande har opgivet deres formuebeskatninger, som Frankrig der afskaffede sin i 2017 efter tabet af ca. 60,000 millionærer i løbet af et årti, og Sverige der gjorde det samme i 2007 på grund af lave indtægter og høje omkostninger ved administration.

Derudover er der også forfatningsmæssige spørgsmål, da nogle juridiske eksperter hævder, at en føderal formuebeskatning kan krænke forfatningens bestemmelser om direkte skatter, der ikke kan fordeles efter befolkningen.

Debatten om en formuebeskatning viser også, at den nuværende skattesystem favoriserer kapital over arbejde. Lønninger beskattes gennem indkomstskatter, mens formue ofte vokser relativt ubelastet grundet urealiserede kapitalgevinster. Endda blandt milliardærer betaler mange en lavere effektiv skattesats end de fleste arbejdende amerikanere.

Der er en voksende enighed blandt progressive økonomer om, at skattelovgivningen bør fokusere mere på formue end indkomst, faktisk ved at sikre en korrekt beskatning af urealiserede gevinster.

En formuebeskatning kunne skabe betydelige indtægter og bidrage til at lukke den voksende ulighed, såfremt den designes klogt og håndhæves stærkt. Debatten handler i sidste ende om retfærdighed, bæredygtighed i demokratiet og typen af økonomi, vi ønsker at skabe. Er tiden inde til, at USA stiller spørgsmålet: Skal de rige betale mere—for ikke kun hvad de tjener, men også hvad de ejer?