UK-US Tariffaftale: Sejr eller Kompromis?

Det Forenede Kongerige har indgået en ny aftale med USA, som vil lette tarifferne på visse eksporter, herunder stål, aluminium og biler. Men selvom regeringsfolk hylder det som en gennembrudsaftale, er det klart, at det ikke er en frihandelsaftale — og den pris, vi har betalt, både politisk og i form af kompromiser, efterlader en ubehagelig eftersmag.

Lad os være helt klare: dette er ikke en handelsaftale. På trods af præsident Donald Trumps påstande på sociale medier om, at han har opnået en “stort handelsaftale”, falder denne arrangement langt under det niveau.

Trump har ikke den lovgivningsmæssige myndighed til at underskrive en fuld frihandelsaftale — den magt tilkommer Kongressen. Hvad der er blevet annonceret er en snæver, midlertidig tarifaftale, med mange detaljer, der stadig skal forhandles på plads over de kommende måneder.

At kalde det en handelsaftale er politisk teater. Og at bøje sig for det show for at opnå små tarifflettelser føles forkert.

En af de vigtigste nyheder er en reduktion af biltarifferne. Trump havde pålagt en skat på 25% på importerede køretøjer og dele, ud over de eksisterende 2,5%. Denne aftale skærer ned til 10% — men kun for op til 100.000 biler fra det Forenede Kongerige årligt. Udover denne kvote gælder den straffende importskat på 27,5% stadig.

Det er en sejr for mærker som Jaguar Land Rover, som sender cirka en fjerdedel af sine køretøjer til USA. Virksomheden bød aftalen velkommen og sagde, at den “sikrer større sikkerhed for vores sektor og de samfund, den understøtter.”

Men som ledere i den britiske bilindustri påpegede til BBC, sætter denne kvote effektivt en grænse for, hvor meget det Forenede Kongerige kan eksportere konkurrencedygtigt. Det er også bemærkelsesværdigt, at det Forenede Kongerige stadig pålægger en importskat på 10% på amerikanske biler — noget USA ønsker skåret ned til 2,5%. Finansminister Rachel Reeves har tilkendegivet, at hun er åben for ideen, hvilket føles som endnu et kommende kompromis.

Med hensyn til stål og aluminium er der også sket væsentlige lettelser: de 25% tariffer fra Trump-æraen på britisk stål og aluminium er blevet afskaffet. For kæmpende virksomheder som British Steel er det en meget tiltrængt livline. Men selv her er der detaljer at tage højde for.

USA vil indføre et kvotesystem til “de mest begunstigede nationer” takster. Men vi ved stadig ikke, hvor generøs denne kvote vil være — eller om afledte produkter som fitnessudstyr og maskiner vil nyde godt af den. Sammenlagt er disse stålrelaterede eksporter værd over £2,9 milliarder årligt, så meget står på spil.

Der er også usikkerhed om, hvorvidt kun stål, der er “smeltet og hældt” i det Forenede Kongerige, vil kvalificere — en teknisk betingelse, der potentielt kan ekskludere store dele af britisk eksport.

Mht. farmaceutiske produkter er der stadig stor usikkerhed — det Forenede Kongerige største eksport til USA værd £6,6 milliard sidste år. På trods af, at begge lande har udtalt, at de har til hensigt at “forhandle om betydelig præferencebehandling” på lægemidler og ingredienser, er der ikke blevet indgået konkrete aftaler.

De fleste færdiglavede lægemidler har allerede lave eller nul tariffer i henhold til globale normer. Men med den farmaceutiske sektor som en stor del af den britisk-amerikanske handel, føles uklarheden her som en tabt mulighed — eller værre, et tegn på, at der kan være behov for flere concessioner senere.

Der har heller ikke været ændringer til det Forenede Kongeriges 2% digitale serviceskat, der primært rammer amerikanske teknologigiganter som Meta, Apple og Google. Rapporter havde antydet, at den kunne blive afskaffet under pres, men det Forenede Kongerige har stået fast — i det mindste for nu.

Skatten indbragte £360 millioner fra amerikanske virksomheder i sit første år alene, så det er betydningsfuldt at holde den intakt. Det Forenede Kongerige og USA har derimod enige om at arbejde på en separat digital handelsaftale for at “fjerne papirarbejde” og booste digitale eksporter — en vag lovning, der igen kræver meget forhandling.

Hvad angår landbrug, har det Forenede Kongerige øget sin kvote for import af amerikansk oksekød fra 1.000 til 13.000 metrikton og fjernet en 20% tarif på dette. I bytte har britiske landmænd fået tildelt en gensidig, toldfri kvote for deres egne eksporter til USA — noget der beskrives som et “første” af handelsofficialer.

Vigtigt er det, at den britiske regering har bekræftet, at fødevarestandarder — især omkring væksthormoner, der er almindeligt anvendt i produktionen af amerikansk oksekød — ikke vil blive lempet. Det Forenede Kongerige fortsætter med at følge EU-regler på dette område, hvilket er et velkommen stykke beslutsomhed i en ellers kompromitteret aftale.

Tariffer på ethanol fra USA, der bruges i britisk ølproduktion, er også blevet ophævet.

Den samlede aftale føles skæv. Donald Trump praler med, at det Forenede Kongerige vil “accelerere amerikanske varer” gennem tolden med minimal bureaukrati. Det hele er designet til at se ud som en stor sejr for det Forenede Kongerige — men lad os være ærlige, de fleste synspunkter er der fordel for Trump. Han får lov til at agere som dealmaker på verdensscenen igen, mens det Forenede Kongerige laver stille concessioner og fremstiller beskedne gevinster som sejre.

Det britiske regerings side insisterer på, at denne aftale vil “åbne et kæmpe marked” og “give raketboostere til økonomien.” Måske — men det føles ikke som en sejr baseret på partnerskab. Det føles som om, vi bøjer os for en mand, hvis uforudsigelige politik og selvpromovering ikke burde diktere vores handelspolitik.

Afslutningsvis tilbyder UK-US tariffaftale straks økonomisk lettelse og støtte til nøglesektorer som stål- og bilfremstilling. Men lad os ikke forlede os selv — det er en stykkevist aftale formet omkring kravene og egoet hos Donald Trump. Fra kvoter til vage løfter antyder betingelserne, at vi har handlet mere end tariffer: vi har handlet magt for hastighed. Hvis dette er prisen for at handle med Trump, bør vi spørge os selv, om det er en pris værd at betale.